Referencer

Solo

“Jeg hørte for nogle år siden en af Mortens piger, som kun havde sunget klassisk i lige over et halvt år, synge Caro Nome fra Rigoletto og Qui la voce fra Puritanerne med en blank, bred lyrisk sopran, fuldkommen egalitet og nogle høje Eb´er, som bare ikke fås bedre. Det er helt ubegribeligt, hvordan nogen kan synge på det niveau efter så kort tids undervisning. Hun blev også straks efter optaget på konservatoriet som klassisk sanger.

Morten er uden sammenligning den dygtigste sangtekniske problemknuser, jeg nogensinde har kendt, og han forstår ikke mindst virkelig, hvordan kvindestemmerne fungerer. Han kan med stor præcision gennemskue sangeres egentlige potentiale og placere dem i det rette stemmefag. Han har ved siden en sin store musikalitet og sit helhjertede engagement et forrygende sprogøre, sans for humor og dyb menneskelig indsigt.

Anne Frellesvig,
Operasanger ved Det kgl. Teater

“Jeg har boet og arbejdet som operasanger i London i over 30 år. I de sidste mange år har Morten været min sanglærer og den, jeg kunne spørge til råds vedrørende min egen undervisning. Morten har et enestående skarpt øre for funktion, en vidunderlig musikalitet og sans for såvel klang som frasering og sprog, og han har med entusiasme og professionalisme hjulpet mig igennem mange svære roller, ikke mindst med ny musik. Altid har han været i stand til at hjælpe mig og pege i den rigtige retning.”

Nanna Brincker
Operasanger og sanglærer/kursusleder

“Jeg havde efter debut fra Det kgl. Danske Musikkonservatoriums solistklasse sunget professionelt i flere år som mezzosopran, da jeg med Mortens hjælp fik styr på min højde og genfandt mig selv som lyrisk-dramatisk sopran. Jeg vandt umiddelbart efter 3. plads ved den internationale sangkonkurrence Spazio Musica i Orvieto i Italien og blev ved samme lejlighed inviteret til foresyngning på flere operahuse dernede.

Morten er en entusiastisk underviser, som til enhver tid kan diagnosticere en fejlfunktion og foreslå en vej til at genoprette balancen i en stemme.

Alting foregår i en let, humoristisk atmosfære, så det føles naturligt og organisk, og selv den enkleste sangøvelse bliver til musik. Morten er ikke nogen diva eller guru, selv om hans evner nok burde kunne give ham en sådan status!”

Maria Hanke
Operasanger

“Morten Hjelt is a voice teacher of the highest quality. He possesses an expert knowledge of vocal technique which he is able to communicate with great skill. He also has an extensive knowledge of repertoire. Allied to these qualities is his skill as an accompanist.

I have been fortunate to work with him on roles such as Wagner´s Siegmund and Tristan – which I sang at The Scottish Opera – and Richard Strauss´ Bacchus from Ariadne auf Naxos – which I sang at The ENO in London – and his help has been invaluable in my operatic career as a dramatic tenor. I recommend him unreservedly as an excellent addition to any conservatory.”

Russell Hibberd
Operasinger

“Jeg er uddannet mezzo-sopran fra DKDM og har i 30 år sunget professionelt som medlem af Radiokammerkoret og Det Kongelige Teaters Operakor. Sideløbende har jeg haft en omfattende koncertvirksomhed som solist.

Jeg har gennem årene prøvet mange forskellige sanglærere, men er hver gang vendt tilbage til Morten, som jeg har brugt som mit eksterne øre. Han har akut reddet mig utallige gange! Senest kunne jeg ved hans hjælp gennemføre en række julekoncerter, skønt jeg troede, jeg helt havde mistet stemmen.

Morten kan på stedet sætte fingeren på problemets kerne og i stand til at bringe stemmen til at fungere igen. Hertil kommer, at han er et vidunderligt menneske med stor empati og en befriende humoristisk sans.

Nu synger min voksne datter også hos ham. Jeg kunne aldrig have drømt om at sende hende til andre!”

Annette Simonsen
Operasanger ved Det kgl. Teater, koncertsanger og organist

Jeg er uddannet som mezzosopran fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har siden min diplomeksamen sunget i Operakoret og som freelancer.
Livet som professionel sanger kræver udvikling og træning livet igennem. Sparring til det finder man næppe bedre end hos Morten Hjelt. Mortens forståelse af sangstemmen både generelt og individuelt er helt unik, og jeg skylder ham blandt meget andet funktionen af min topstemme, som har ledt mig ind i mit rette stemmefag som dramatisk sopran. Nu synger jeg uden vanskelighed partier som Tosca, Turandot, Isolde, Elektra og Lady Macbeth med massevis af høje C´er og D´er.

Pia Mia Gruwier Larsen
Operasanger ved Det kgl. Teater, koncertsanger, leder af Søgadens Sangskole

Efter uddannelse ved konservatoriet og Operaakademiet hos Vagn Thordal sang jeg en lang række hovedpartier ved Den jyske Opera. Jeg fik dog med tiden så store stemmeproblemer, at jeg helt måtte opgive min sangkarriere. For et par år siden fik jeg lyst til igen at prøve at synge, og efter et par år hos Morten føler jeg for første gang i mit sangerliv, at jeg ved, hvad jeg laver.

Tove Nørholt
Operasanger ved Den jyske Opera, koncert- og kirkesanger

Efter min karriere som balletdanser begyndte jeg at optræde som syngende skuespiller i kabaret-forestillinger, og jeg har de sidste 4 år med stort udbytte sunget hos Morten. Ved siden af arbejdet med funktion, klang og frasering behersker Morten mange sprog og har en udsøgt fornemmelse for udtryk, replikbehandling etc. Han spiller oven i købet bragende godt klaver og har et kolossalt repertoirekendskab, så vi synger en skønsom blanding af franske kabaret-sange, lieder og operaarier.
Jeg debuterede med hans hjælp for et par år siden – som 60-årig – som sanger ved en nytårskoncert i Det danske Sangselskab og som hr. Leonard i en koncertant opførelse af Carl Nielsens Maskarade.

Erling Eliasson
Balletdanser ved det Kgl. Teater, kabaretsanger, skuespiller

Trods adskillige års sangundervisning og en korlederuddannelse fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium var jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne holde ud at høre mig selv synge, især når jeg skulle den mindste smule i højden. Desuden fik jeg direkte ondt omkring struben, når jeg som kirkesanger skulle synge de mange salmevers om søndagen. Efter blot en eneste lektion hos Morten forsvandt min ømhed i struben som dug for solen. Jeg følte, jeg havde fået et helt nyt “instrument”, og det var så tydeligt, at da jeg dagen efter sang til en tjeneste i kirken, udbrød min organist spontant: “Hold da op! Ja, sådan skal en uddannet sanger lyde!”
Tak til Morten for at have givet mig glæden ved at synge tilbage.

Per Rathje
Dirigent, sanger

Jeg synger semiprofessionelt, mest som korsanger, men undertiden også som solist. Jeg har prøvet mange forskellige lærere, men Morten skiller sig klart ud. Han har en helt unik forståelse af stemmen og kan på stedet gennemskue lige præcis, hvor problemet sidder.
Man mærker lynhurtigt en forskel, når man synger hos Morten. Allerede i min første lektion kunne jeg pludselig uden videre synge en arie, der altid før har voldt mig store vanskeligheder.
Morten gør det meget enkelt at synge – og sjovt. Han har også en vidunderlig evne til at fortolke teksterne, så musikken får større dybde, og kender ufattelig meget musik, så han altid kan foreslå opgaver, der passer præcis til ens stemmetype. Og så kan han ovenikøbet spille klaver.
Sidst men ikke mindst er Morten et dejligt menneske med masser af varme, humor og intuition. Man får på samme tid styrket sin selvtillid og klar besked om, hvad man kan gøre bedre!

Daisy Johannesen Lolk
koncertsanger, kirkesanger

Jeg er uddannet musikpædagog fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium for mere end 30 år siden. I en alder af 55 var jeg kommet til at føle, at min stemme var blevet noget hæs og rusten, så jeg havde ikke regnet med at komme i gang med at synge igen. Men allerede efter en time hos Morten viste det sig, at der er meget mere højde i min stemme, end jeg nogensinde har troet. Jeg lavede for første gang i mit liv øvelser op over det høje C, og det føltes ovenikøbet helt frit og naturligt. Allerede efter to lektioner står jeg nu og synger hamrende svære sange af Fauré og har fuldstændig fået glæden ved at synge tilbage.
Jeg har aldrig i mit lange musikerliv mødt en sanglærer, der var så præcis til at forklare, hvor enkelt og naturligt det egentlig er at synge med en fri stemme uden spændinger. Det har været en helt fantastisk positiv oplevelse at blive undervist af Morten.

Kirsten Brunbech
dirigent, sanger

Sangstemmen er et instrument, man opbygger, mens man synger, og man kan lægge grundstenene mere eller mindre rigtigt. Hos Morten bliver de lagt rigtigt.
I de år, jeg har sunget hos ham, har han vist sig som lidt af en mester i at udrydde de unoder, der hindrede min stemme i at udfolde sig. Jeg har fået teknikker til at udvikle den, så jeg i dag kan synge et professionelt repertoire, som jeg anså for at ligge helt uden for min rækkevidde.
Han er altid engageret og nærværende og hører til den slags sanglærere, der hellere lader eleven prøve selv end taler stolper op og stolper ned om, hvordan man gør. Han demonstrerer – og det virker.
Når jeg har været til time hos Morten, synger jeg altid lidt bedre, end da jeg kom. Og når jeg går derfra, er jeg velfornøjet, inspireret og glædeligt overrasket over, hvad jeg kunne.

Karin Sauer, keramiker
koncertsanger

Som ung musikstuderende modtog jeg sangundervisning hos forskellige lærere, og senere i livet gik jeg til sang som et led i Kirkesangeruddannelsen. Mit sangerliv har ellers primært udfoldet sig i semi-professionelle kor som Lille Muko, Tritonus etc. 

Mit møde med Morten blev en vidunderlig vitaminindsprøjtning! Jeg kontaktede ham på anbefaling, fordi min krop og stemme efter en langvarig lungebetændelse ikke var kommet i form op til et par koncerter med et velsyngende veterankor af gamle korsangere fra Tritonus. Jeg tænkte lidt sørgmodigt, at nu havde alderen (67) vist indhentet mig og min ellers ret velbevarede sopran. Og dog, et par sangtimer ku’ måske hjælpe mig lidt på vej?

Allerede da jeg talte i telefon med Morten for at aftale første time, fik jeg fornemmelsen af, at ”dét her bli’r bare godt og sjovt”. Og dét blev det, endda mageløst godt og sjovt! Morten elsker sit fag, kan man mærke, og han er en fremragende pædagog, krydret med dyb psykologisk indsigt og musikalsk erfaring. At han samtidig har en smittende humoristisk sans… Min sangersjæl, hvad vil du mer´?

Ellen Thomasen
pensioneret ergoterapeut og musikterapeut

Skønt jeg er niece af kgl. Kammersangerinde Ruth Guldbæk, kom jeg først i gang med at synge, da jeg var midt i 60´erne. Jeg læser dårligt noder og anede ikke, at jeg var skyhøj sopran; men jeg kom på mindre end et år frem til at kunne synge mange af faster Ruths gamle glansnumre som Adèles latter-arie fra Flagermusen, Michaëlas bøn fra Carmen, Musettes vals fra La bohème etc. Og Jeg har en fest!
Mit store held var, at jeg gennem en fælles kollega fra universitetet kom i kontakt med Morten. Det var hans store engagement, der satte mig i gang, og det er timerne hos ham, der har gjort, at jeg i en alder af 80 endnu er en ombejlet korsanger, fordi jeg altid kan synge det høje B.

Eva Dam Jensen
lektor emeritus ved Københavns Universitet, Korsanger

Min far var tenor ved Det kongelige Teater, så jeg er vokset op med sang og opera. Først i en alder af ca. 40 år fandt jeg ud af, at jeg også selv havde talent for at synge og begyndte at tage undervisning. Jeg sang i kor som sopran og tog kirkesangeruddannelsen, men efter en operation i skjoldbruskkirtlen og en sanglærer, der komplicerede tingene unødigt for mig, mistede jeg fuldstændig min højde. Jeg fandt Morten via internettet og vidste allerede efter den første time, at jeg var kommet til den rette.
Morten har et fantastisk øre, en musikalitet og indlevelsesevne til at fange præcis, hvad der er galt, og hvordan det kan rettes op. Han gør svære ting overskuelige, så jeg kan finde ud af at øve mig konstruktivt imellem timerne. Det tog næsten tre år, men nu har jeg fået mit høje B tilbage!

Christa Rosendahl Larsen
kirkesanger, korsanger

Kor

“I Opera i Provinsen elsker vi af have besøg af Morten. Hans smittende entusiasme og evige tillid til, at koret sagtens kan opnå en endnu bedre og smukkere klang, giver hver gang koret et vældigt løft. Når vi indstuderer nyt repertoire, varer det sjældent længe, før en korsanger spørger, om vi ikke lige skal have det forbi Morten, ”for så bliver det hele så meget nemmere”.

Morten er magisk! Han opnår øjeblikkelige mirakler ved på samme tid at give enkle, konkrete anvisninger og indgyde korsangerne mod til at synge med en klang, som man havde troet fuldstændig uopnåelig.

En mangeårig korsanger spurgte mig, om det virkelig kunne passe, at han efter bare en enkelt time med Morten pludselig havde fået nemt ved at gå i højden. Jeg kunne kun svare ”Ja, det er Mortens magi”.”

Anna-Louise Herskind Porret
Leder af Opera i Provinsen, korsanger, gymnasielærer

“Morten har på ingen tid formået at samle korklangen i Opera I Provinsen til en bevidst, båret vellyd. Hans letforståelige, konkrete anvisninger har været til øjenåbnende hjælp for os alle, og vi har i løbet af det sidste år flyttet os så meget, at tidligere medlemmer af koret slet ikke kan kende deres gamle kor igen. Sangerne i koret har hver især fundet frem til en spændstige, støttet klang og dermed en helt anden sanglig selvforståelse. Det er med stor glæde, jeg og OIP fortsætter samarbejdet med Morten, den troldmand!”

Jonas Viggo Petersen
Dirigent for Opera i Provinsen

“Morten er på ingen tid blevet en meget værdsat sangcoach for de mange forskellige kor, der medvirker ved gudstjenester i Frihavnskirken. Det er blevet en attraktion i sig selv at blive sunget op af ham, fordi korsangerne oplever, at de lærer noget, de kan tage med sig.

Morten har en mirakuløs evne til på kort tid og med enkle, overskuelige anvisninger at få løftet korene flere niveauer, så de pludselig ikke hænger i intonationen, men synger med et smukt båret legato. Han har ingen fine fornemmelser: erfarne sangere eller begyndere, kvinder eller mænd, unge eller gamle. Han møder dem, hvor de er, og får dem gang på gang til at synge milevidt over evne – til stor glæde for både korsangerne selv og for kirkegængerne.

Også mine professionelle kirkesangere bruger ham flittigt som sangteknisk orakel.”

Morten Schousboe
Organist ved Frihavnskirken